Nogle vælger at tage på efterskole, og de tænker tilbage på efterskoletiden resten af deres liv. Andre tager ikke afsted og ender med at fortryde det. Og så er der naturligvis dem, der ikke tager afsted og samtidig aldrig fortryder det.
Der er ingen tvivl om, at stort set alle, der har været på efterskole, vil anbefale det til andre. Men hvorfor egentligt det? Hvad er så fedt ved at tage væk fra alle ens venner og familie og bo på værelse med fremmede mennesker? Her kan du læse om nogle af de sjove og interessante ting, dit barn vil opleve, hvis han eller hun vælger at tage af sted på et efterskoleophold.
Det sociale fællesskab
Det sociale fællesskab er ofte en af de første ting, der bliver fremhævet, som en fordel på efterskoler. Her skiller efterskolerne sig virkeligt ud fra folkeskolerne, netop fordi alle eleverne er på skolen hele døgnet rundt.
Herudover er der tale om eleverne, der alle oplever noget nyt sammen. De udfordres sammen, de udvikler sig sammen, og de lærer sammen – 24 timer i døgnet. Det betyder, at der efter ganske kort tid bliver knyttet nogle helt specielle bånd mellem efterskoleeleverne. Og de bånd varer ofte i mange år – og måske endda resten af livet.
Hvis du gerne vil give dit barn gode venner for livet, så bør du overveje at sende dem på efterskole.
Selvudvikling og selvstændighed
Der vil ske rigtig mange ting med dit barn i løbet af et enkelt år på efterskole – heldigvis gode ting. Du vil opleve, hvordan dit barn udvikler sig med lynets hast, fordi barnet nu bliver nødt til at stå mere på egne ben. De mange udfordringer og alle de nye indtryk vil gøre dit barn mere selvstændigt.
De vil lære, hvordan de løser problemer, hvordan de interagerer bedst med andre mennesker, og hvordan de løser helt praktiske opgaver hjemmet.
Sport og sundhed
Hvis dit barn elsker at være aktiv, så er en efterskole et rigtig godt valg. Her bliver et par timers idrætsundervisning i folkeskolen byttet ud med en hverdag fyldt med sport, aktivitet og sjov.
Faktisk kan dit barn vælge præcist den linje, som interesserer dem mest. De kan for eksempel vælge en håndboldlinje på efterskole, hvis de elsker at spille håndbold. Der findes naturligvis også mange andre linjer – nogle mere aktive end andre.
Hvis dit barn er mere til kreativitet end sport, så er der også mange muligheder. I de tilfælde kan der for eksempel vælges en film- og fotografilinje, hvor barnet lærer at tage fantastiske billeder og skabe små film. Det kan også være en linje med e-sport, hvor barnet kan tage sine gaming skills til et helt nyt niveau sammen med andre gamere.
Rejser og oplevelser
De fleste efterskoleophold inkluderer også en eller to ture eller rejser. Nogle vælger at tage ned i syden, mens andre tager en tur på ski. Hvis det er vigtigt for dit barn at komme ud at rejse, er dette noget, I kan undersøge, inden I vælger den helt rigtige efterskole.
Sjov og spas
Det bedste er naturligvis blevet gemt til sidst. Der er nemlig én særlig grund til, hvorfor det er en god ide at tage på efterskole – det er sjovt.
Mange unge mennesker forbinder ikke skolegangen med noget sjovt – men det er ikke sikkert, de siger det samme, når de vender hjem fra en tur på efterskole. Her vil de nemlig blive introduceret for en hverdag fyldt med sjov og spas.
Særligt de mange dedikerede og engagerede efterskolelærere i Danmark har en stor andel i denne sjove og interessante hverdag.